Idag giver jeg ordet til min veninde som skriver så godt og tankevækkende:
"Solen skinner fra en skyfri himmel. Lyden af glade børnestemmer og skrig, når børnene hopper i poolens klare blå vand, er det eneste, der bryder stilheden. Ude i vandet er der 4 piger. Ved første øjekast ser det ud som om de leger sammen. Men kigger man godt efter, leger de 3 piger sammen og den fjerde pige prøver at komme med i legen. De tre piger er englændere og den fjerde pige er dansker, så de forstår ikke hvad hun siger - det ville de ikke gøre alligevel, selvom hun kunne engelsk, for hun taler meget dårligt pga. af hendes syndrom. Den fjerde pige er min dejlige datter Anna. Anna prøver ihærdigt at komme med i legen, hun prøver med et forsigtigt puf til den ene pige. Men hun verfer Anna væk. Anna kopiere de andres leg og bevægelser, men de ignorere hende. Anna er helt bevidst om, at hun ikke er med, hendes øjne flakker og hun kigger på hendes højre hånd, mens fingrene bevæger sig. Hun prøver igen, men ignoreres stadig, hendes hånd bliver studeret nøje, hun vender og drejer hånden mens øjnene flakker. Mit hjerte bløder og mine øjne græder. Pigerne bevæger sig længere væk fra Anna, men Anna prøver igen at komme med i legen. Det er tydeligt nu, at hun ved hun er uønsket, men hun vil så gerne være med, at hun gør endnu et forsøg og derfor gør de samme ting som de andre piger, mens hun kommer med et forsigtigt: ”Hej”. Den ene af de tre engelske piger råber nu til en lidt større dreng: Få hende der væk, få hende væk. Anna forstår ikke engelsk, men hun forstår tydeligt signalet. Hun går lige så stille hen mod trappen, hendes hånd studeres intenst. Hun kommer gående hen i mod mig med bøjet hoved. Hun sæter sig hos mig – jeg prøver at trøste, men Anna vil ikke trøstes, jeg prøver at snakke med hende, men får ingen respons, Anna er gået ind i sig selv. Mit hjerte bløder, mine øjne græder.
Inklusion. Menneskenes børn er ikke inkluderende af natur, og mens jeg prøver at holde tårerne tilbage så Anna ikke opdager, at jeg græder, sidder jeg og tænker på, at hvis Anna presses ind i en almindelig folkeskoleklasse i inklusionens hellige navn, vil et lignende scenarie, som jeg lige har været vidende til, udspiller sig i hvert frikvarter.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor fantastisk det ville være, hvis hele vores samfund var inkluderende. Tænk, hvis vi alle havde den helt klare holdning og opfattelse, at alle skulle være med, at alle er værd at lege med, at vi alle sammen har et ansvar for hinanden og for at vi alle trives. Tænk, hvis de tre piger, havde taget Anna med i legen… sikke en succes Anna ville have oplevet, sikke en glæde og oplevelse af ligeværd. Men vi har ikke den holdning.
Jeg tror, at vi skulle have startet med en værdiændring, en holdningsændring i befolkningen, inden vi havde presset inklusion ned over Danmark. Det tager kun få år at generere en holdningsændring i samfundet. Men inklusionspolitikken har fejlet, for vi fik ikke ændret folkets holdning til specialbørn inden de kom ind og ”ødelagde” vores skoler. Når jeg taler med andre om inklusion, er det tydeligt, at forældre til normalbørn er irriteret på de børn, der skaber uro i deres børns klasser. Og hvor er det synd, for de specialbørn og deres forældre, det er ikke deres skyld.
Jeg ville ønske, at alle børn blev inkluderet, det ville være fantastisk, det ville nærmest være "himmelsk" men inklusionspolitikken har slået fejl, for det er blevet et problem, en varm kartoffel, der mislykkedes gang på gang.
Mit hjerte bløder, mine øjne græder."
Inklusion. Menneskenes børn er ikke inkluderende af natur, og mens jeg prøver at holde tårerne tilbage så Anna ikke opdager, at jeg græder, sidder jeg og tænker på, at hvis Anna presses ind i en almindelig folkeskoleklasse i inklusionens hellige navn, vil et lignende scenarie, som jeg lige har været vidende til, udspiller sig i hvert frikvarter.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor fantastisk det ville være, hvis hele vores samfund var inkluderende. Tænk, hvis vi alle havde den helt klare holdning og opfattelse, at alle skulle være med, at alle er værd at lege med, at vi alle sammen har et ansvar for hinanden og for at vi alle trives. Tænk, hvis de tre piger, havde taget Anna med i legen… sikke en succes Anna ville have oplevet, sikke en glæde og oplevelse af ligeværd. Men vi har ikke den holdning.
Jeg tror, at vi skulle have startet med en værdiændring, en holdningsændring i befolkningen, inden vi havde presset inklusion ned over Danmark. Det tager kun få år at generere en holdningsændring i samfundet. Men inklusionspolitikken har fejlet, for vi fik ikke ændret folkets holdning til specialbørn inden de kom ind og ”ødelagde” vores skoler. Når jeg taler med andre om inklusion, er det tydeligt, at forældre til normalbørn er irriteret på de børn, der skaber uro i deres børns klasser. Og hvor er det synd, for de specialbørn og deres forældre, det er ikke deres skyld.
Jeg ville ønske, at alle børn blev inkluderet, det ville være fantastisk, det ville nærmest være "himmelsk" men inklusionspolitikken har slået fejl, for det er blevet et problem, en varm kartoffel, der mislykkedes gang på gang.
Mit hjerte bløder, mine øjne græder."
Det må simpelthen være SÅ svært for selvfølgelig ville det være optimalt hvis alle var rummelige og at alle tog hensyn - at der var plads til alle på lige fod. Jeg ved ikke hvad der er den rigtige løsning, men som det er nu, synes jeg helt sikkert ikke det er optimalt for hverken den ene eller den anden part. I vores søns klasse går der en dreng med en del udfordringer. På mange områder fungerer det okay med det sociale...til dels fordi klassekammeraterne er meget overbærende (synes jeg), men sådan en dag som i dag, hvor Emils formiddagsmad så er blevet spist af denne dreng og han er gået til angreb på to andre drenge - den ene blev der taget kvælertag på og den anden blev bidt - ja, så synes jeg ikke det kører særlig godt....åbenbart heller ikke for den pågældende dreng for hans behov bliver jo heller ikke tilgodeset. Det er jo lige så synd for de børn med udfordringer, som de børn, der bliver påvirket af det, synes jeg.
SvarSletK.h.
Christina
Jeg kan godt forstå du græder.
SvarSletSynes inklusion i skoleregi lidt hårdt sagt nærmer sig eksklusion....og at man behandlede en vis giraf bedre. Den blev da i det mindste skudt inden den blev smidt for løverne.
Børn med specielle behov bliver nu bare kastet for løverne og så må de klare sig så godt som de nu kan, ikke så godt som de med den rette hjælp og i de rette omgivelser kunne.
De må betale en høj pris for ikke at "passe ind" i normens standardform og deres klassekammerater betaler deres del af regningen på andre fronter.
Tanken om inklusion er fin, men når der ikke følger penge, kompetencer og fagpersoner med, så er det dømt til at gå skævt, for selvom man er en sød, rar og rummelig klassekammerat, så er der bare være nogle behov og reaktionsmønstre som er meget svære at afkode og som hurtigt kan skabe usikkerhed.
Jeg håber sådan, at politikerne bag ved dette her forklædte spareforslag snart kommer på bedre tanker, så vi kan skabe et samfund hvor alle får de allerbedste muligheder for at udvikle sig på deres allerbedste måde i trygge rammer, kun derved tror jeg på, at vi kommer tættest på et rummeligt, overbærende og kærligt samfund.
Mit hjerte bløder med dig, for det er lige præcis sådan børnene og deres forældre oplever det. Min ældste datter gik tidligere i klasse med en pige, som havde udfordringer, og min datter var i pigens øjne en frelsende engel - de to kom fantastisk ud af det med hinanden. Og de endte jo også med kun at have hinanden, for resten af flokken dømte dem ude - der var ganske enkelt ikke "plads" til dem blandt de andre.
SvarSletDe "sår" bliver der stadig båret rundt på.
Hvor mange af de kloge folk som har besluttet at vi skal arbejde med inklusion i skolerne har tænkt forløbet igennem helt til voksen-alderen? Hvor mange har tænkt på, at der vil hele livet igennem være (for nogle) udfordringer / ændringer / tilpasninger / mangel på evne til tilpasning / mangel på vilje til tilpasning, som følger efter???
Kære alle!
SvarSletJa det er trist læsning- især når man kender Anna. Men jeg håber Anette vil dele sit indlæg i debatten om inklusion med rigtig mange.