I lørdags var vi 5 gamle kollegiekammerater med familier samlet- den eneste ikke tekniker der var tilstede ud over børnene var Dennis- ellers vrimlede det med bygningskonstruktører og ingeniører-(ikke alle er dog lige teknisk udøvende idag..)hm... det er 20 år siden vi boede på samme kollegie og de sidste par år har vi mødtes en gang om året til brunch- det er dejligt at vi nu alle kan afse tid til det igen efter nogle hektiske arbejds og småbørnsår.. men det giver også lidt eftertænksomhed set i bakspejlet... jeg sad igår og kiggede på gamle fotos fra den gang- pigerne syntes det var meget sjovt- men Dennis' interesse var sjovt nok lidt sparsom- nåman skulle nok have været der selv for at se - mon ikke :-)
Noget af det jeg tænker over er hvor forskelligt man får børn..
Vi har et enebarn, piger der kom da mor var 30, piger der kom da mor var 40 , et adoptivbarn med en meget sjælden kromosomfejl, og to adoptivtvillinger som er meget tæt knyttede... så intet kan man tage for givet... men det skønne ved at være sammen med gamle venner er at det er som at tage en gammel velkendt jakke på- man behøves ikke forklare så meget- som når man skal være sammen med nye bekendte.. så der er noget om at det bliver sværere at få venner med alderen... Gosh jeg lyder midaldrende ;-) det nærmer sig jo ...
Er det ikke noget med at rigtige venner er dem der er der, selvom man ikke har set dem i flere år?
SvarSletDet lyder som en skøn tradition.