mig selv og de andre....

tænker nogle gange på om andre ser mig lige som jeg ser mig selv- det gør de jo nok ikke... har lige spist frokost her på job- efter en lang formiddag med jobsamtaler hvor jeg sidder i ansættelsesudvalget med min chef- og den slags runder med at finde en ny kollega giver jo en masser tanker om mange ting- og der bliver selvfølgelig spurgt nysgerrigt ind til muligheder og vores overvejelser til frokosten i køkkenet- alle har jo altid en mening om alt.. nå men jeg kom ihverttilfald med en synes jeg selv ironisk kommentar- som åbenbart stødte en kollega- for jeg fik i hovedet ( sådan opfattede jeg det- måske overdrevent- who knows...) at alle jo ikke kunne være som mig- for så ville de selvfølgelig ansætte sådan en... hm- nu har jeg faktisk tænkt meget over at den nye person skulle kunne bidrage med noget nyt til både afdelingen og til mit eget arbejde når jeg skal producere "rapporter" og komme med input til at vi alle kan blive dygtigere- netop fordi jeg synes jeg er gået i stå og har svært ved at komme ud over rampen- så det skal ikke være en kopi af mig... men er jeg så selvfed i min opførsel at det kan tolkes sådan...

og så lige billedet af at når du peger med en finger på andre- er der fire fingre der peger på dig selv ... og som jeg skal huske på at jeg lærte fornyligt- så skal jeg kigge efter den positive hensigt.... der er altid en positiv hensigt med alt- jeg messer det lige for mig selv a la buddhistiske bønner....